Bestyrelsen i Hadbjerg Borgerforening har fokus på at sætte gode rammer for sociale arrangementer og for fællesskabet generelt, og vi ønsker at videreudvikle byens fantastiske samlingssteder, ved hjælp af gode frivillige kræfter og fondsstøtte.
Bestyrelsen kan kontaktes på mail: hadbjergborgerforening@gmail.com
Præsentation af bestyrelsens 5 medlemmer.
(For perioden: Marts 2024 – Februar 2025)
Ditte Aagaard Vuholm, Formand:
Jeg hedder Ditte Aagaard Vuholm og jeg har boet i Hadbjerg siden 2009 sammen med min mand, Jesper, og vores nu tre børn, Ina, Rhea og Esben.
Til daglig arbejder jeg hos ARLA i Århus.
For mig betyder fællesskabet alt, og det fællesskab, man finder i en lille by som Hadbjerg, er vigtig for både mig og mine børn.
Jeg har svært ved at lade være med at blande mig i ting, og derfor sidder jeg nu i Borgerforeningens bestyrelse for anden gang….😉
Jeg vil rigtig gerne være med til at gøre en forskel for byens borgere og det, at kunne være med til at sikre rammerne for f.eks. Fællesspisning, Skt. Hans aften, Ladies Night, Banko, etc., er vigtig for mig, da det er med til at definere den by og det område vi bor i.
Alle, der har en god idé, stor som lille, skør eller meget skør, men som er til glæde og gaven for fællesskabet, er velkommen til at kontakte mig.
Katrine Kop Fogsgaard, Næstformand
Jeg hedder Katrine Kop Fogsgaard og har boet i lokalområdet siden 2009. De første mange år boede jeg i Selling, men siden 2021 har jeg boet på Rødkælkevej i Hadbjerg sammen med min mand, Søren, og vores to døtre.
Jeg arbejder til dagligt ved SEGES Innovation i Skejby.
Hadbjerg og omegn byder allerede på flere årlige arrangementer, som min familie og jeg har haft glæde af i de sidste mange år. Jeg synes, det er dejligt, at en mindre by som Hadbjerg kan have flere grønne områder og tilbyde aktiviteter for både store og små – skabt af frivillige kræfter.
Jeg ønsker at være med til at bevare de gode ting, vi allerede har i byen, og samtidig bidrage til at udvikle fællesskabet og sammenholdet både i Hadbjerg og på tværs af byerne i HØST-området.
Lucy Kate Thøgersen, Kasserer
Jeg hedder Lucy Thøgersen.
Jeg bor på Kærsmindevej med min mand, Niels, og vores to piger, Sif og Gry, på 7 og 3 år.
Til dagligt er jeg seniorkonsulent hos Raven biosciences i Århus.
Vi flyttede til Hadbjerg i Januar 2022 og har nydt det lige siden. Her er god plads og højt til himlen samtidig med at der er meget sammenhold og hjælpsomhed at finde tæt på.
Jeg synes at en borgerforening er et tegn på en sund landsby, hvor folk vil hinanden. Faste traditioner som Sankt Hans er et af højdepunkterne i lokallivet og jeg ønsker flere arrangementer som kan samle byen på tværs af generationer.
Sanne Wittrup, Udlejning af Forsamlingshuset
Jeg hedder Sanne Wittrup og har boet i Hadbjerg de sidste 15 år.
Jeg bor på Nattergalevej sammen med mine to drenge, Jakob og Emil på 11 og 13 år, som begge går på Hadbjerg Skole. På Hadbjerg Skole er jeg ligeledes en del af skolebestyrelsen.
Min familie og jeg har altid nydt godt af de mange gode arrangementer, som borgerforeningen og andre frivillige kræfter har arbejdet for. Det være sig juletræsfest, fællesspisning, fastelavn, Sankt Hans etc, og nu vil jeg gerne være med til at sørge for, at andre også får de samme muligheder og vi fortsat har en blomstrende landsby.
Marie-Louise Kannerup, Sekretær
Jeg hedder Marie-Louise Kannerup og jeg bor på Nattergalevej i Hadbjerg sammen med min mand, Ian, og vores to børn, Bertram i 8. klasse og Frederikke i 6. klasse, begge på Hadbjerg Skole.
Til daglig arbejder jeg som Document Controller hos Vestas i Århus N.
Jeg har boet i Hadbjerg siden 2008, og jeg elsker vores lille landsby med det store sammenhold, hjælpsomhed og drive. Jeg vil rigtig gerne være med til at gøre en forskel for byens og omegnens borgere; store som små, og da mine egne børn var små, var jeg aktiv i Borgerforeningen med afvikling af bl.a. sankthans i børnehøjde, fastelavnsfest, julearrangement, etc. Og det vil jeg gerne være med til igen.
Mine børn er ved at blive store, så nu har jeg igen fået lidt tid tilovers, som jeg gerne vil bruge på mit nærområde. Derfor valgte jeg sidste år at stille op til Hadbjerg Borgerforenings bestyrelse. Og det har jeg ikke fortrudt😉
Ud over at være aktiv i Hadbjerg Borgerforenings bestyrelse, så er jeg også valgt ind i Skolebestyrelsen på Hadbjerg Skole. Derudover giver jeg en hjælpende hånd i HØST-hallens kiosk, når det er muligt.