Kategorier
Indlæg

HØST blad november 2022

I en af sine digtsamlinger kredser digteren Henrik Nordbrandt om november måned og skriver bl.a.:

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.
Håndens skælven i november, 1986

Måneden mellem oktobers farverige løvfald og decembers julehygge kan måske virke ekstra lang og mørk, men den kan også være afsæt for at skrue op for hyggen indenfor og glæde sig over de arrangementer og aktiviteter, der tilbydes indendørs.


Her i området vil der i den kommende tid bl.a. være mulighed for fællesspisning i Selling, koncert i Ødum Kirke og kvinde-hygge i Hadbjerg Forsamlingshus. Og nok skal vi nu spare på strøm og varme, men i år kan vi være sammen uden at bekymre os alt for meget om smittespredning og nedlukning.


I bladets historiske hjørne kan du læse om tidligere energikriser og få et indblik i udviklingen inden for energiforsyning her i lokalområdet.
Nyd november, hvad enten det er hjemme i stuen under et varmt tæppe eller ude rundtomkring til områdets forskellige tilbud.

De bedste hilsener

Redaktørgruppen

Læs bladet her: http://www.agurk.dk/bugge/mbk/hoest/2022_11.pdf